Natten til lørdag kl. 01.45 blev en 40-årig mand fra Sjælland bortvist fra Kirkepladsen i Allinge efter at have opført sig aggressivt over for en buschauffør. Politiet var til stede for at sikre god ro og orden.
Senere på natten var politiet flere gange til stede i Nørregade, hvor mange mennesker stimlede sammen foran et værtshus. Samlingen af mennesker var til gene for bustrafikken, og politiet hjalp med at få dem ind på fortovet, så busserne kunne komme forbi.
Der opstod tumult på Kirkepladsen kl. 02.32, da mange mennesker ønskede at komme med bussen på samme tid. Politiet sikrede, at alle kom godt videre, og at der blev opretholdt ro og orden.
Kilde: Bornholms Politi