Travlhed hos politiet under Folkemødet

dato

Politiet har haft travlt med at holde styr på trafikken på og omkring Folkemødet. Der er stadig mange, der parkerer ulovligt, hvilket har resulteret i, at kommunens P-vagter og politiet har uddelt ca. 160 parkeringsafgifter. Tre biler er blevet bugseret væk fra parkeringsområderne, da de spærrede for andre biler.

Der har også været problemer med ophobning af parkerede cykler, som blokerede redningsvejene ned til Folkemøde-området. Politiet i Allinge har uddelt fem bøder til cyklister, som kørte uden lys. Tre bilister fik en bøde for at benytte håndholdt telefon under kørslen, og en bilist blev sigtet for at køre mod ensretningen i Pilegade. Desuden fik føreren af en knallert en bøde for at placere sig forkert på kørebanen.

Politiet opfordrer alle folkemødegæster til at væbne sig med godt humør og tålmodighed. De beder folk om at følge anvisningerne på parkeringspladserne, så de kan blive udnyttet effektivt. Hvis man kommer på cykel, skal man stille cyklen i cykelstativerne, da cykler, der blokerer redningsveje, vil blive fjernet.

Kilde: Politiets Døgnrapport