Allinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Folkemødets første dag er overordnet set forløbet stille og roligt. I løbet af dagen har politiet udstedt 33 parkeringsafgifter og bugseret to biler. Derudover blev fem trafikanter sigtet for at køre mod kørselsretningen torsdag aften, og to personer fik en bøde for ikke at have medbragt kørekort.Rasmus Paludan blev frihedsberøvet i 18 minutter torsdag omkring middag på Slotslyngvej nær Hammershus.
Tre unge mænd fra Sjælland i alderen mellem 14 og 17 år indledte sig i slagsmål med hinanden ved Ungdomscampen i Allinge. Da patruljen kom til stedet, var slagsmålet ophørt. Der blev ringet til de unge mænds forældre, og de to over 15 år blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Kl. 22.12 braste gulvet sammen ved Tech-teltet på Folkemøde-pladsen. Brandvæsnet fik tømt teltet for mennesker og sikret, at man ikke kunne komme ind. Dette stoppede dog ikke arrangementet, der blev gennemført på anden vis. Brandvæsnet havde styr på situationen, og der var derfor ikke behov for politiets assistance.