Allinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri
Vi har modtaget en anmeldelse af et tyveri fra en personbil, der holdt parkeret i Svaneke.
Tyven er kommet ind i bilen ved at smadre venstre bagrude. En taske og et par solbriller blev stjålet.
Færdsel
Ved patruljering rundt omkring på øen i løbet af tirsdagen blev en bilist standset for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen, en anden bilist fik en bøde for at køre uden sikkerhedssele.
ATK-bilen
Tirsdag formiddag holdt ATK-bilen på Strandvejen i Allinge. Her blev ingen køretøjer målt til at køre for stærkt.
Tirsdag eftermiddag holdt ATK-bilen på Birgersvej i Åkirkeby. Her blev seks køretøjer målt til at køre for stærkt, højeste hastighed blev målt til 63 km/t i en 50 km-zone.
Hjælpeløs person
Natten til onsdag blev vi kontaktet af en person i Klemensker, der kunne høre råb om hjælp fra en adresse. Anmelderen havde tidligere hjulpet en ældre mand på gaden ud for adressen, men denne gang mente anmelder at råbene kom fra huset.
En ambulance blev rekvireret, og vagthavende kontaktede hjemmeplejen for at høre, om det var én af deres klienter, der var bosat på adressen. Det var det, og der var allerede en social og sundhedshjælper til stede, der havde hjulpet beboeren, en ældre mand, der var faldet.
Ambulancen blev annulleret, da man kunne konstatere, at den ældre mand ikke var kommet til skade.