Allinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdsel
Tirsdag kl. 14.30 modtog vi en melding om, at 2 biler var stødt sammen på Hallebakken i Rønne.
Føreren af den ene personbil, en 57-årig kvinde fra Åkirkeby, påkørte en personbil, der holdt stille i krydset ved Hallebakken/Ellebyvej. Førere og passagerer var ude af køretøjerne, da politiet ankom. Der blev ryddet op på stedet, og 3 personer blev kørt til undersøgelse på Bornholms Hospital.
Uro og uorden
Onsdag kl. 03.20 kørte vi til Pilegade i Allinge, hvor en 19-årig mand fra Sjælland blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han var svært beruset, aggressiv og højtråbende.