Allinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Hærværk
Mellem onsdag d. 18. august kl. 15.00 og torsdag d. 19. august kl. 14.30 har ukendt gerningsmand forøvet hærværk på en el-cykel parkeret ved Kongeskærskolen i Allinge. Bornholms Politi hører gerne fra vidner på 1-1-4.
Vold og trusler
En 53-årig mand blev mandag eftermiddag anholdt for at have slået en bekendt med et jernrør. Han blev sigtet og derefter løsladt, men mandag aften ringede han flere gange til den bekendte og truede ham, så han blev anholdt igen og måtte køle af i detentionen.
Bedrag
Mandag aften anmeldte en 77-årig mand, at han var blev svindlet for et større beløb. En person havde ringet ham op og oplyst, at han var fra Sønderborg Politi og fået manden til at overføre pengene. Vi vil gerne opfordre borgere til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer om aldrig at udlevere NemId eller overføre penge til personer, de ikke kender. Heller ikke myndigheder.
Færdsel
Mandag målte ATK-bilen på Almindingensvej udenfor Østermarie i 80 km-zone. 12 bilister kørte for stærkt - højeste hastighed blev målt til 101 km/t.
Motorcykelbetjentene var også på gaden rundt om på øen. Det blev til 9 sigtelser for ikke at respektere FULD STOP, 2 sigelser for forkert placering i forbindelse med svingning, 2 sigtelser for overtrædelse af hastighedsgrænsen med mere end 30 %, og en knallertkører blev sigtet for at køre uden styrthjelm.