Allinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Uro
Torsdag kl. 00.30 anmeldte en borger, at en flok unge opholdt sig i Biblioteksparken i Rønne, og at der var en del larm fra stedet. En patrulje kørte til stedet og tilså, at de unge ryddede op efter sig, inden de forlod stedet.
Musik til ulempe
En anden gruppe unge hyggede sig ved havnen i Svaneke, men havde skruet lidt for højt op for musikken, selvom flere havde påtalt det overfor dem. Forholdet blev anmeldt til politiet kl. 01.11, og kort derefter blev der slukket for musikken.
ATK
På anmodning fra borgere målte ATK-bilen onsdag på Rønnevej i Allinge i 50 km-zone. Der blev målt i 6 timer, og hele 140 bilister kan forvente en hilsen fra politiet. 20 står til klip i kørekortet og 2 til betinget frakendelse af kørekortet. Højeste hastighed blev målt til 84 km/t. Vi kommer nok snart igen.