Allinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Musik til ulempe
Endnu en gang måtte en patrulje onsdag den 5. august kl. 1850 til Segenvej ved Aarsballe, hvor en beboer spillede høj musik. Naboerne havde forsøgt at få musikanten til at dæmpe sig, men det var ikke lykkedes. Der var dog skruet ned, da patruljen ankom, så man slap for videre tiltale.
Torsdag den 6. august kl. 0220 var den gal på Nordskovvej i Rønne, hvor en 42 årig mand spillede musik i haven, mens han drak kaffe. Kaffetørsten blev slukket sammen med musikken, så han trak indenfor og spillede videre.
ATK
Målebilen holdt onsdag den 5. august i tre timer på Nordre Borrelyngvej ved Allinge udenfor byzonen. Der var ingen køretøjer, som overskred hastighedsgrænsen på 80 km/t.
Værre så det ud i Bølshavn i 40 km/t zonen, hvor der blev målt i godt tre timer. 27 køretøjer passerede med for høj hastighed. Den værste kørte 63 km/t og tre bilister fik klip i kørekortet.