Bornholms Politi: Nyt fra Allinge - mandag den 3. august

dato

Allinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Færdsel

 

Fredag den 31. juli kl. 1000 blev en 67 årig bilist standset og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger i forbindelse med færgeankomst på Rønne Havn. Der venter ham nu en bøde for ikke at respektere færdselsreguleringen.

En 58 årig mand fra nordlandet blev standset ved havnen i Rønne, da hans særtransport, som var 3,5 m bred ikke var afmærket, ligesom der ikke deltog følgevogn. Chaufføren og hans firma kan forvente at modtage bøder for overtrædelserne.

En 57 årig turist blev søndag den 2. august kl. 1006 på Zahrtmannsvej i Rønne sigtet for at tale i mobiltelefon under kørslen. Han modtager nu en bøde og et klip i kørekortet. 

En 46 årig fynbo blev søndag den 2. august kl. 1135 på Rønnevej i Nylars sigtet for ikke at have omregistreret sin bil, selvom han havde haft den i mere end et år. Bilen var afmeldt af tidligere ejer, så nummerpladerne blev afmonteret på stedet.

En 14 årig Rønne-dreng prøvede at stikke af fra politiet, da han blev standet på en lille knallert i Søndergade i Rønne. I forbindelse med flugten kørte han hen over foden på en politibetjent, der måtte en tur på skadestuen. Han havde ikke erhvervet kørekort, da han var for ung, så knallerten blev beslaglagt med henblik på undersøgelse og eventuel konfiskation.

 

Færdselsuheld

 

En 26 årig bilist overtrådte søndag den 2. august kl. 1615 sin ubetingede vigepligt, da han skulle fra Nordre Kystvej ad Vesthavnsvej i Rønne. Det betød, at han kørte ind i siden på en anden bilist. Der skete heldigvis kun materiel skade, så ud over buler kunne han nøjes med en bøde.

 

Spirituskørsel

 

En 57 årig mand fra Rønne blev lørdag den 1. august kl. 1650 standset på Haslevej ved rastepladsen udenfor Rønne. En alkometertest afslørede, at han formentlig havde indtaget for meget spiritus inden sin kørsel, så han blev anholdt og indbragt til hospitalet, hvor han fik udtaget en blodprøve. Han må nu afvente analyseerklæringen, der bestemmer promillens størrelse.

 

Kørsel uden førerret

 

En 32 årig mand fra Rønne blev ligeledes standset på Haslevej omkring kl. 1815 ved rastepladsen udenfor Rønne. Det viste sig, at han ikke havde førerret til personbil, så han kan nu afvente en bøde i e-boks. 

 

Musik til ulempe

 

Lørdag den 1. august kl. 0230 sad en gruppe unge mennesker på Nørrekås lystbådehavn i Rønne og havde fællessang. Det vækkede naboerne, så den tilkaldte patrulje fik dæmpet sangsekstetten, så natteroen kunne sænke sig.

Lørdag den 1. august kl. 2335 blev en patrulje sendt til Vigehavn i Svaneke, da der blev spillet høj musik. Der blev efterfølgende lagt en dæmper på musikken.

Søndag den 2. august kl. 0025 blev der anmeldt en større fest på Svaneke Havn, hvor unge havde forsamlet sig og spillede musik fra en soundbox. De unge mennesker fortrak fra stedet og fortsatte til Svaneke Røgeri, inden patruljens ankomst. Soundboxen var tilsyneladende gået hjem, så sammenkomsten blev noget mere dæmpet.

Søndag den 2. august kl. 2230 blev der spillet høj musik af nogle unge mennesker ved legepladsen ved siden af biblioteket på Pingels Alle i Rønne. Den tilkaldte patrulje kunne konstatere, at de unge mennesker var fortsat væk fra stedet.

Mandag den 3. august blev der kl. 0235 spillet høj musik fra en villa på Ternevangen i Rønne. Det betød, at naboerne ikke kunne sove, så den tilkaldte patrulje fik slukket festen og formanet den 16 årige kvinde, som holdt fest på stedet.

 

Hærværk

 

To berusede drenge tissede lørdag den 1. august kl. 0340 i indkørslen til en villa på Kampeløkken i Allinge. Efterfølgende sparkede de postkassen i stykker, hvilket de gentog hos naboen. De blev heldigvis indhentet og afkrævet navne, så der venter dem nu bøder og erstatningskrav.

ATK


Lørdag den 1. august holdt målebilen i næsten fem timer på Rønnevej i Allinge indenfor byzonen. Der var 39 bilister, som kørte for stærkt. De seks af dem fik også et klip i kørekortet. Den hurtigste kørte 83 km/t. Senere holdt målebilen næsten tre timer på Rønnevej i Nylars i 70 km-zonen, hvor seks bilister kørte for stærkt. Den hurtigste kørte 93 km/t.

Søndag den 2. august holdt målebilen godt to timer på Borrelyngvej ved Rutsker udenfor tættere bebygget område. Fem køretøjer blev målt til at køre for hurtigt, og den værste kørte 98 km/t. Senere var målebilen flyttet til Vestermarievej i byzonen i godt to timer, hvor to køretøjer kørte for hurtigt. Den hurtigste kørte 65 km/t. Slutteligt holdt målebilen på Munch Petersens Vej i Rønne i næsten tre timer, hvor fire køretøjer passerede med mere end 50 km/t. Den hurtigste kørte 63 km/t.



Kilde: Bornholms Politi