Brænder du for at arbejde med mennesker, beredskab og undervisning?
Er du en stærk mellemleder, som kan lide udfordringer i jobbet i en varieret arbejdsdag?
Så venter en stilling som instruktør og sergent i Uddannelsesafdelingen på dig.
Der er to stillinger, som er ledige til besættelse.
Om os
Beredskabsstyrelsen Bornholm opretholder to udrykningsberedskaber på Bornholm og uddanner ca. 100 værnepligtige om året til redningsspecialister. Afdelingen varetager operative opgaver inden for brand, redning og miljø som støtte til offentlige myndigheder, virksomheder og andre, der har ansvar for beredskab. Endeligt kan afdelingens personel indgå i Beredskabsstyrelsens internationale opgaver.
Uddannelsesafdelingen består af et engageret team. Vi er kompetente og lægger stor vægt på høj kvalitet i opgaveløsningen. Vi leverer råvaren til et stærkt og robust beredskab. Vi har et stærkt kollegafælleskab, både i og uden for arbejdstid. Her er højt til loftet og hele Bornholm er vores øvelsesplads. Ud over uddannelsen af værnepligtige gennemfører vi en række andre aktiviteter inden for det nationale- og internationale beredskab.
Om stillingerne
Du skal indgå som instruktør i en deling, hvor du skal undervise indenfor alle emner, der indgår i redningsspecialisters uddannelse.
Det forventes at du i hverdagen kan sparre med delingens fører og øvrige befalingsmænd, samt bidrage aktivt til planlægning af undervisningen. Du har medansvar for den lokale faglige videndeling og vil indgå i et eller flere fagteams
Du skal indgå i døgnvagten som 2. vagthavende.
Du kommer til at deltage i planlægning og gennemførelse af øvelsesaktiviteter af varierende omfang.
I stillingen gives du mulighed for at udvikle dine personlige og faglige kompetencer.
Om dig
Du har gennemført Beredskabsstyrelsens mellemlederuddannelse og har erfaring fra en uddannelsesafdeling i Beredskabsstyrelsen. Du skal endvidere have praktisk erfaring som vagthavende i Beredskabsstyrelsens døgnvagt.
Du bør kunne genkende følgende hos dig selv:
- Du brænder for at formidle og undervise, samt stå i spidsen for andre.
- Du har erfaring med såvel værnepligtige og frivillige, men også gerne andre målgrupper.
- Du er fagligt stærk inden for redningsspecialistuddannelsens fag.
- Du evner samarbejdet og optræder professionelt.
- Du holder af en udfordrende og afvekslende hverdag, hvor du møder hverdagens udfordringer med en positiv indstilling og et smittende humør.
- Du er fleksibel både når det gælder arbejdsopgaver og arbejdstid.
Er du ikke bosiddende på Bornholm hjælper vi dig gerne i kontakt med tilflytterservice hos Bornholms Regionskommune, der står klar til at hjælpe dig og din familie. Tilflytterservice kan svare på de store og små spørgsmål I skulle have i forbindelse med en flytning til Bornholm. De står klar med vejledning og gode ideer i forhold til netop jeres jobsituationer. Og er der specielle forhold, der gør sig gældende for netop jeres familie, vil tilflytterservice også meget gerne hjælpe jer med de udfordringer I skulle have
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en sergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Centralforeningen for Stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder, og tillæg af 6. januar 2025 indgået mellem Centralorganisationen af 2010, Centralforeningen for Stampersonel samt Finansministeriet.
Dit faste tjenestested vil være i Allinge.
Som ansat i Beredskabsstyrelsen er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Kontakt og ansøgning:
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte uddannelseschef Charlotte Brahe på telefon 7285 2162 eller på mail brs-cb@brs.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Sihm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail fps-mes@mil.dk eller telefon 72 81 96 96.
Ansøgningsfristen er den 12. marts 2025. Ansættelsessamtaler vil blive afholdt løbende til og med uge 12, så tøv ikke med at fremsende din ansøgning. Stillingen er til besættelse den 1. maj 2025 eller hurtigst muligt.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Beredskabsstyrelsen tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen er en central del af Danmarks katastrofeberedskab. Vi udvikler samfundets evne til at forebygge og modstå ulykker, kriser og katastrofer.
Vi assisterer øvrige myndigheder, når der er behov for ekstra mandskab og/eller specialmateriel. Vi rykker også ud til akut opståede katastrofesituationer internationalt.
Gennem information, rådgivning, uddannelse og øvelser udvikler vi samfundets beredskab og krisestyringsevner i samarbejde med myndigheder, virksomheder og borgere.
Beredskabsstyrelsen har omkring 500 ansatte ved seks operative centre fordelt i hele landet, Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse og hovedsædet i Birkerød.
Beredskabsstyrelsen er en myndighed under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Bornholm Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Beredskabsstyrelsen Bornholm, Rønnevej, 3770 Allinge
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-03-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/d2a1c759-187a-4f16-b937-ca0221a9e70e